Byrådsmøde: Vold i skolerne og medarbejdere med sprogproblemer

Ved byrådsmødet den 21. oktober havde Dansk Folkeparti to spørgsmål på dagsordenen. Det ene om vold på Gladsaxes skoler, det andet om, hvilke krav kommunen stiller til sine ansattes danskkundskaber.

Begge spørgsmål handler om det samme: Ved kommunen, hvad der foregår på dens egne arbejdspladser, og passer den på borgerne og medarbejderne?

Men mødet begyndte med Granvej 12. En borger havde sendt to skriftlige spørgsmål til spørgetiden, og det fik mig på talerstolen. Vi er i Dansk Folkeparti trætte af, at byrådet stiltiende accepterer, at Københavns Kommune mishandler Gladsaxes borgere.

Samme aften skulle byrådet vedtage nye regler for spørgetiden, hvor vi havde et ændringsforslag med, og tre sager om, hvor meget kommunen må bestemme over borgernes ejendom.

Spørgetid: Granvej 12 er stadig uløst, og vi er trætte af den stiltiende accept #

Spørgetiden åbnede med Granvej 12. En borger fra Søborg havde sendt to skriftlige spørgsmål til byrådet: Hvad er status på en forlængelse af visitationsstoppet fra 2027? Og hvad er status på en varig og holdbar løsning med regeringen?

Det er de to spørgsmål, hele sagen hænger på. Visitationsstoppet betyder, at København ikke sender nye beboere til Granvej 12 lige nu. Men ingen har fortalt borgerne, hvad der sker, når det udløber, og Gladsaxe har stadig ingen aftale med København.

Jeg tog ordet i spørgetiden, fordi vi i Dansk Folkeparti er trætte af den stiltiende accept af, at borgerne i Gladsaxe bliver mishandlet af Københavns Kommune.

Talen om Granvej 12 i spørgetiden

▶

Se det uredigerede møde på gladsaxe.kommune-tv.dk

Københavns Kommune har placeret nogle af sine mest belastede borgere i et villakvarter i Bagsværd, klos op ad en børnehave. København oplyste, at beboerne ikke havde alvorlige domme, indtil TV2 Kosmopol afslørede det modsatte . Og da borgmesteren meldte “aftale i hus”, viste en aktindsigt , at der ikke findes nogen aftale på skrift.

Konsekvenserne for borgerne er målt. I kommunens egen undersøgelse fra september svarer 43 procent af naboerne, at de er utrygge, når de færdes alene om aftenen. I resten af Gladsaxe er tallet 10 procent. Kommunens tryghedsvagt har modtaget trusler og set handel med stoffer.

Alligevel sker der ikke noget. Flertallet i byrådet nøjes med dialogmøder, et tryghedsnetværk og pressemeddelelser, og det tager Københavns Kommune imod med tak. Når én kommune skader borgerne i en anden kommune, og den anden kommunes politikere ikke protesterer, bliver mishandlingen normaliseret. Det er den stiltiende accept, DF ikke vil være med til.

Dansk Folkeparti har to gange i år, i januar og i marts , foreslået, at Gladsaxe skifter forhandlingsposition og arbejder for en lukning.

Begge gange stemte alle andre partier nej. Vores holdning er den samme i dag: Hvis København ikke vil, må Gladsaxe gå til KL og Indenrigs- og Sundhedsministeriet og til sidst til regeringen, som borgeren selv spørger til. Det kræver, at byrådet først siger højt, at det, der sker, ikke er i orden.

Næste afrapportering om trygheden kommer på byrådsmødet den 25. november. Til den tid bør borgerne have et svar på, hvad der sker fra 2027.

Vold på skolerne: Vi ved ikke, hvor stort problemet er i Gladsaxe #

Berlingske har gennem det seneste år kortlagt vold i folkeskolen under overskriften “Forrået folkeskole”. Avisen har med aktindsigt indhentet trivselsmålinger, arbejdspladsvurderinger og anmeldelser af arbejdsulykker fra mere end 700 folkeskoler.

Resultatet er voldsomt. Mindst 8.000 lærere og ansatte svarer, at de inden for de seneste 12 måneder har været udsat for vold på arbejdet. Det er i gennemsnit 11 ansatte pr. skole. Langt fra alle udfylder arbejdspladsvurderingerne, så det reelle tal er formentlig højere.

Berlingske har også lavet en kortlægning skole for skole , så man kan se, hvordan det står til i sin egen kommune.

Hvordan ser det ud i Gladsaxe? Det ved vi ikke. Byrådet har ikke fået en samlet opgørelse, og jeg har ikke kunnet finde en. Derfor stillede jeg som punkt 17 tre spørgsmål til formanden for Børne- og Undervisningsudvalget, Amanda Manfeld (F):

• Hvor omfattende er volden? Vil formanden fremlægge en opgørelse over fysisk vold og trusler pr. folkeskole og skoleår fra 2023/24 til 2025/26, opdelt i vold mellem elever og vold fra elever mod lærere og øvrige ansatte, og særskilt for almen- og specialområdet?
• Hvordan beskyttes de udsatte, og virker indsatsen? Hvordan beskytter kommunen voldsudsatte elever og ansatte mod gentagelser, hvilke resultater kan formanden dokumentere, og følger alle skoler en fælles procedure efter en voldsepisode?
• Får udvalget et retvisende billede? Hvordan sikrer kommunen ensartet registrering af vold og trusler på alle skoler, og inddrages medarbejdernes APV’er og henvendelser fra elever og forældre? Hvornår fik udvalget senest en samlet orientering, og vil formanden sikre kvartalsvis opfølgning pr. skole?

Der er en grund til at spørge så konkret. Da jeg i september spurgte til den faglige kvalitet, viste det sig, at kommunen ikke har fælles standarder for, hvad en skole i Gladsaxe skal levere. Gælder det samme for registrering af vold, kan tallene fra én skole ikke sammenlignes med tallene fra en anden. Så ved politikerne reelt ikke, hvad de træffer beslutninger på baggrund af.

Elever og lærere har ret til en skole uden slag, spark og trusler. Det første skridt er at tælle. Det næste er, at udvalget får tallene på bordet hvert kvartal, så problemet ikke forsvinder i en årsberetning.

Svaret kom fra Amanda Manfeld (F), som læste op fra et talepapir skrevet af forvaltningen. Det bekræfter problemet i første sætning: Det har “ikke været muligt” for forvaltningen at lave en systematisk opgørelse over vold og trusler på skolerne på det niveau, jeg spurgte til. Kommunen ved altså ikke, hvor meget vold der er på den enkelte skole.

Til gengæld fik byrådet tal fra kommunens medarbejderundersøgelse, som gennemføres hvert tredje år og senest i år. På skoleområdet svarer 27 procent af medarbejderne, at de inden for de seneste 12 måneder har været udsat for fysisk vold, og 19 procent har været udsat for trusler om vold. Volden er begået af elever, næsten udelukkende under 18 år. Det er mere end hver fjerde ansat.

Udvalget fik senest en samlet orientering i december 2024, efter at Astrid Søborg fra Venstre havde spurgt til vold på skolerne i november 2024. Dengang bemærkede forvaltningen, at de voldsomme episoder i de såkaldte rive/kradse-skemaer i stort omfang sker i indskolingen, fra børnehaveklasse til 3. klasse.

Om procedurerne svarer forvaltningen, at små hændelser registreres i rive/kradse-skemaer, og at større hændelser anmeldes som arbejdsskader. Episoderne drøftes i skolernes MED-udvalg, medarbejdere kan få psykologhjælp, og der afholdes kurset “Viden om voldsforebyggelse”. Hvad der skal ske med en voldelig elev, afgør skolelederen fra sag til sag ud fra skolens egne ordensregler.

Spørgsmålet om kvartalsvis opfølgning pr. skole blev ikke besvaret. I stedet foreslår formanden “en temadrøftelse ved lejlighed” i Børne- og Undervisningsudvalget. Det er ikke nok. Når mere end hver fjerde medarbejder oplever fysisk vold, skal udvalget have tallene skole for skole, og det skal ske fast, ikke ved lejlighed.

Byrådets behandling af spørgsmålet om vold på skolerne

▶

Se det uredigerede møde på gladsaxe.kommune-tv.dk

Danskkundskaber: Hvad kræver kommunen af sine ansatte? #

Flere borgere har på Facebook omtalt sproglige problemer hos nogle af kommunens medarbejdere og efterlyst, at kommunen gør noget ved det. Det er ikke et angreb på den enkelte medarbejder. Ansvaret for, at borgerne kan tale med kommunens ansatte, ligger hos kommunen som arbejdsgiver.

Sprog er et arbejdsredskab i næsten alle kommunens job. En ældre borger skal kunne forklare sin hjemmehjælper, hvor det gør ondt, og en forælder skal kunne forstå, hvad der er sket i børnehaven. Det kræver, at kommunen ved, hvilke krav den stiller, og at den kontrollerer, om de bliver overholdt.

Derfor spurgte jeg som punkt 16 om kommunens ansættelsespraksis på tværs af forvaltningerne:

• Hvor stort er behovet? Hvor mange ansatte vurderes at have utilstrækkelige danskkundskaber til deres opgaver, fordelt på fagområder, og hvilke kriterier bygger vurderingen på? Har kommunen ingen samlet opgørelse, hvordan ved den så, hvor meget sproglig opkvalificering der er brug for?
• Hvordan kontrolleres danskkundskaber ved ansættelsen? Hvilke krav stiller kommunen til mundtligt og skriftligt dansk i de forskellige jobfunktioner, og bruges der fx samtaler, arbejdsprøver eller sprogtest?
• Hvordan sikres borgerne, når der er sproglige mangler? Hvordan sikrer kommunen forsvarlig kommunikation og opgaveløsning, mens manglerne afhjælpes, og hvilke frister og vurderinger bruges til at følge op på, om medarbejderen lever op til stillingens sprogkrav?

Svaret blev læst op af borgmester Serdal Benli (F), som hakkede sig igennem forvaltningens talepapir, og det er kort: Alt afgøres af den lokale leder.

Kommunen har ingen opgørelse over, hvor mange ansatte der mangler dansk nok til deres opgaver. Der findes ingen fælles sprogkrav til de forskellige jobfunktioner, og svaret nævner hverken sprogtest eller arbejdsprøver. Ansættelsen sker på baggrund af en samtale, hvor danskkundskaber indgår “som en del af en samlet vurdering”, og det er lederen på det enkelte arbejdssted, der afgør, om de er gode nok. Oplever borgerne problemer, er det noget, “den lokale ledelse skal finde konkrete løsninger på i de enkelte situationer”.

Det eneste konkrete eksempel var ældreområdet, hvor SOSU-skolen godkender elevernes dansk, før de begynder på uddannelsen, og hvor elever med sproglige vanskeligheder kan få en sprogmentor. Problemet er bare, at mange borgere stadig oplever sprogproblemer.

Svaret bekræfter dermed det, borgerne oplever: Kommunen stiller ingen fælles krav, kontrollerer ikke systematisk og ved ikke, hvor stort problemet er. Så længe det er sådan, er det tilfældigt, om borgeren kan forstå den medarbejder, der kommer i hjemmet.

Se behandlingen på kommune-tv .

Spørgetid: Borgerne skal ikke sorteres efter, om deres spørgsmål er “interessante nok” #

Punkt 10 på dagsordenen var nye retningslinjer for spørgetiden ved byrådsmøderne. Det meste er fornuftig oprydning: højst tre spørgsmål pr. borger, et minut til spørgsmålet og to minutter til svaret, og en ny bestemmelse om ordentlig adfærd i salen.

Men én formulering stak ud. I de nye retningslinjer står der, at spørgsmål “bør have almen interesse for kommunens borgere”. Dansk Folkeparti foreslog at slette den formulering, så der blot står: “Spørgsmål skal vedrøre kommunale forhold.”

Borgerne skal ikke være i tvivl om, hvorvidt deres spørgsmål er velkomne. Noget, der ser småt ud for andre, kan fylde meget i den enkeltes hverdag. Og når det er borgmesteren, der leder spørgetiden og afgør tvivlsspørgsmål, bliver “almen interesse” hurtigt en subjektiv vurdering, hvor nogle borgere får lov at spørge, og andre ikke gør.

Rammerne er i forvejen stramme nok med højst 30 minutter og vejledende taletider. Det giver rigeligt plads til at styre spørgetiden uden at sortere i, hvad borgerne må spørge om.

Retningslinjerne blev vedtaget med 23 stemmer mod 2. Kun Dansk Folkeparti stemte imod, og vi fik ført dette protokollat til referat:

Dansk Folkeparti stemte imod forslaget, da kravet om, at spørgsmål »bør have almen interesse for kommunens borgere«, er uklart og åbner for subjektive vurderinger af, hvilke spørgsmål der kan stilles. Det skaber risiko for vilkårlig forskelsbehandling, hvor nogle borgere får adgang til at stille spørgsmål, mens andre afvises. Efter vores opfattelse bør alle borgere have mulighed for at stille spørgsmål om kommunale forhold, uanset om spørgsmålene har interesse for andre.

Se behandlingen på kommune-tv og Dansk Folkepartis ændringsforslag .

Tre sager, hvor kommunen bestemmer over borgernes ejendom #

Byrådet skulle også endeligt vedtage to lokalplaner, som jeg stemte imod i Økonomiudvalget sammen med Jacqueline Kristensen fra Liberal Alliance. Oven i det kom en sag om, hvor mange huse i Gladsaxe der skal udpeges som bevaringsværdige.

Holmevej 8 (punkt 3). Kommunen laver et tillæg til lokalplanen for én enkelt villa i Søborg, så ejeren fremover skal søge om tilladelse til enhver ændring af sit eget hus. Ejeren vil gerne bygge til og have termovinduer uden kitfals, men forvaltningen vurderer, at det “vil forringe bevaringsværdien”. Det er et vidtgående indgreb i én families ret til at bestemme over sit eget hjem.

Byrådet vedtog tillægget. Ved den første delafstemning stemte 13 for, 9 undlod, og 3 stemte imod: Dansk Folkepartis to medlemmer og Liberal Alliance. Venstre og Konservative undlod at stemme, og det gjorde fem af Socialdemokratiets medlemmer også.

Se behandlingen på kommune-tv .

Bagsværd Hovedgade 77-95 (punkt 4). Lokalplanen blev til, fordi kommunen nedlagde forbud mod en lægeklinik i tomme butikslokaler på Bagsværd Hovedgade 93 og 95. Nu skal stueetagerne forbeholdes butikker og lignende. Samtidig skriver forvaltningen selv, at der “næppe er den efterspørgsel på butikslokaler”, som arealerne svarer til. Så risikerer lokalerne at stå tomme i stedet for at huse en læge.

Planen bestemmer også, hvordan butiksfacader og skilte må se ud, og hvordan fortovet foran bygningerne skal indrettes. Under høringen bad en ejer på Bagsværd Hovedgade 91 om at få planen forkastet, men forvaltningen holdt fast.

Fra talerstolen sagde jeg, at planen er for restriktiv. Vi vil hellere have, at der er noget i butikkerne, end at kommunen stiller specialiserede krav til, hvad der skal være i dem. Det er ikke kommunens opgave at detailstyre på det niveau.

Kører man fra Ismejeriet ved grænsen til Gentofte og hele vejen op ad Søborg Hovedgade, er der stribevis af tomme lokaler. Det hjælper ikke, at kommunen både fjerner parkeringspladser og laver skarpere regler for, hvad lokalerne må bruges til. Vi skal være glade, hvis der overhovedet er nogen, der vil have butikker.

Dansk Folkepartis indlæg om lokalplanen for Bagsværd Hovedgade

▶

Se det uredigerede møde på gladsaxe.kommune-tv.dk

Lokalplanen blev vedtaget med 22 stemmer mod 3. Kun Dansk Folkeparti og Liberal Alliance stemte imod. Dansk Folkeparti fik ført dette protokollat til referat:

Dansk Folkeparti stemte imod forslaget, da vi ikke mener, at butiksdøden i Gladsaxe kan bekæmpes ved at pålægge erhvervslivet yderligere kommunale regler og begrænsninger.

Bevaringsværdige bygninger (punkt 5). Forvaltningen vil udpege alle bygninger med bevaringsværdi 1-4 efter SAVE-metoden som bevaringsværdige i kommuneplanen og lave en temalokalplan for dem. Så kan de ikke rives ned, bygges om eller ændres udvendigt uden byrådets tilladelse. I Økonomiudvalget stemte jeg imod med denne begrundelse:

Dansk Folkeparti kan ikke tilslutte sig, at SAVE kategori fire også angives som bevaringsværdige i Gladsaxe Kommune. Det vil begrænse for mange borgeres frihed og samtidigt være for dyrt at administrere.

Venstre, Konservative og Liberal Alliance stemte også imod, fordi borgernes retsstilling er uklart beskrevet, og fordi udgifterne ikke er belyst. Henrik Sørensen fra Konservative begærede sagen i byrådet.

I byrådet stemte Dansk Folkeparti igen imod og fik ført dette protokollat til referat:

Dansk Folkeparti stemte imod forslaget, da det indebærer en urimelig begrænsning af boligejernes råderet over egen ejendom. Hertil kommer, at ordningens høje detaljeringsgrad medfører uforholdsmæssigt store administrative omkostninger.

Byrådet vedtog planen med 18 stemmer mod 7. Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti stemte imod, og ingen undlod at stemme.

Se behandlingen på kommune-tv .

Hele dagsordenen og referatet kan læses på dagsordener.gladsaxe.dk , og hele mødet kan ses på gladsaxe.kommune-tv.dk/watch/11982 .

Billeder #

Billederne er beskyttet af ophavsret.