Når “redaktionel begrundelse” indbefatter sikkerhedshensyn

Redaktionel Begrundelse
Redaktionel begrundelse for ikke at bringe Lars Vilks’ tegning? Af sikkerhedshensyn kan jeg ikke bringe alle relevante illustrationer.

Jeg har været så heldig at få en kronik optaget i tidsskriftet Replique under titlen: “Af sikkerhedshensyn kan vi ikke bringe alle relevante illustrationer”. Kronikken findes i fuld længde her: http://critique.ksaa.dk/replique/replique-2015/af-sikkerhedshensyn-kan-vi-ikke-bringe-alle-relevante-illustrationer/ og handler om ytringfrihed og begrebet “redaktionel begrundelse”.

Pointen er, at alle danske journalister, redaktører og medieorganisationer kan yde et meget væsentligt bidrag til frihed og demokrati ved at være helt ærlige og åbne om, at ortodokse muslimer har fået tilkæmpet sig særbehandling i vestlige medier, og at midlet har været vold og mord. Det er vigtigt, at vi taler om det på den måde. Det skal ikke gemmes væk i en diskussion af “redaktionel begrundelse”.

Alle danske journalister, redaktører og medieorganisationer kan yde et bidrag ved fx gøre ved helt ærligt at skrive: “Af sikkerhedshensyn kan vi ikke bringe alle relevante illustrationer”, når de ikke tør bringe muhammedtegninger. Her er en bid, men kronikken kan læses i fuld længde her:

Inkonsistent argumentation

Nogle har f.eks. hævdet, at man må vise hensyn til muslimernes religiøse følelser, selv om pressen normalt ikke viser hensyn til religiøse følelser. Andre har hævdet, at der ikke er noget “nyt” i tegningerne, mens der dog stadig bringes mange andre billeder af ting, som heller ikke er nye. Det er således uklart, hvilke redaktionelle principper, der lægges til grund for ikke at bringe Vilks’ tegninger. Det skyldes naturligvis, at der ikke er nogen ægte ”redaktionel begrundelse” for ikke at vise tegningerne.

Når der bliver udført dødelig terrorisme på dansk jord, så er det indlysende relevant at vise de tegninger, som muslimerne reagerer voldeligt på. Hvem kan argumentere sobert for, at det er klogt og godt, at danskerne ikke ved, hvordan tegningerne ser ud? Det er åbenlyst, at det blot er ganske almindelig nyhedsdækning at vise de tegninger. Og det vil det også være, hvis muslimerne en dag har held til at dræbe Lars Vilks. Tegningerne har ikke nogen udløbsdato, for så længe de afstedkommer terrorisme, så er de relevante for alle seere og læsere.

via: http://critique.ksaa.dk/replique/replique-2015/af-sikkerhedshensyn-kan-vi-ikke-bringe-alle-relevante-illustrationer/

 

 

Tvangsdigitalisering af ældre

Fra i dag kan borgerne kun modtage elektronisk henvendelse, når de skal til undersøgelse eller behandling på hospitalerne. Således bliver den offentlige service også inden for sundhed digitaliseret – men der er tale om tvangsdigitalisering. Det er næppe et problem for dig, som læser med fordi du fandt artiklen via Facebook. Men hvad med de, som ikke er vokset op med computer og internet?

tvangsdigitalisering
Tvangsdigitaliseringen kræver fx, at også ældre skal kunne vedligeholde it-systemer. Man kan forøvrigt undre sig over, hvorfor java overhoved er en del af brugergrænsefladen.

I oktober 2013 viste en rapport fra Teknologisk Institut, at ca. 350.000 ældre borgere ikke har prøvet at bruge internettet. Af samme rapport fremgår det, at en stor gruppe af ældre simpelthen er utrygge ved, at den offentlige service i stigende grad sker digitalt.

Med andre ord: Det er 100 pct. forudsigeligt, at den elektroniske kommunikation fra hospitalerne (og det offentlige generelt) vil gøre en del ældre borgere utrygge. Nogle borgere placeres nu i en uheldig situation, hvor de gøres afhængige af andres hjælp eller skal behandles som en slags ”undtagelse”.

Jeg mener, som minimum, at sundhed og dermed hospitalerne bør anses som et særområde, der undtages fra digitaliseringskravet. Når det kommer til sundhed og helbred, så er tvangsdigitalisering ganske enkelt urimeligt. Her må borgene selv at vælge, om de ønsker breve eller mail og sms. Jeg er helt sikker på, at flertallet foretrækker elektronisk kommunikation, så besparelsen ved at skift til elektronisk kommunikation er sikret, men som samfund har vi en forpligtigelse over for de, der finder internettet fremmed. De ældre har via skatten bidraget til sundhedssystemet, og derfor har de også ret til værdig kommunikation med hospitalerne – også selvom det koster nogle frimærker.