Medierne vil ikke belyse, hvem der har ansvaret for, at sharia-miljøer har fået fodfæste i Danmark

BT bringer en historie om , at tre ledende personer fra Hizb ut-Tahrir bakker op om sharia og for eksempel mener, at utroskab skal straffes med stening.

De mener altså, at utro kvinder skal slås ihjel ved, at der kastes sten på dem, til de dør. Det bliver dækket som et ekstremt, men næsten løsrevet kuriosum i nyhedsstrømmen. Pressen stiller bare ikke de vigtigste spørgsmål.

For hvordan i alverden er vi endt med, at der i Danmark findes organisationer, hvor ledende skikkelser åbent bekender sig til de barbariske straffeformer, som er defineret i sharia, mens de samtidig nyder godt af vores demokratiske samfund?

Svaret er, at det ikke er sket af sig selv. Det er resultatet af årtiers politiske valg, hvor islamistiske miljøer fik lov til at slå rod, mens kritikken blev affejet som upassende eller gammeldags.

Det var danske meningsdannere, der fortalte os, at multikultur ville berige samfundet. Det var danske journalister, der stemplede kritikere som “ukonstruktive” eller “reaktionære”, når de påpegede, at ideen måske var naiv.

Alligevel er det næsten blevet uhøfligt at spørge: “Hvordan kunne det gå så galt?”

Vi kender mekanismen fra arbejdspladsen: nogen foreslår et luftigt projekt, andre peger på erfaringerne fra sidste gang, og så får kritikerne at vide, at man skal “se fremad”. Det er pludselig ikke “konstruktivt” at inddrage erfaringer.

Pressen undlader at belyse væsentlige forhold #

Sådan har store dele af pressen og den politiske elite også behandlet indvandringsdebatten de sidste 40-50 år. Men vi kan ikke løse problemer, vi ikke tør beskrive nøgternt.

Lige nu nægter pressen for eksempel at fortælle danskerne den bredere historie: at problemet ikke kun er Hizb ut-Tahrir. Problemet er også den danske selvcensur, som gør, at islamistiske miljøer kan vokse frem uden tilstrækkelig modstand.

Når væsentlige forhold gøres tabubelagte, kan de heller ikke indgå ordentligt i samfundsdebatten. Det flytter magt fra borgerne til de kredse, der bestemmer, hvad der må siges højt.

FN, EU og danske politikere har igen og igen åbnet døren til Europa. Vores grænser er i for høj grad blevet administreret af folk, der ikke mener, at grænser er vigtige.

Og når en samlet dansk presse spiller med, når de dækker ekstremisme uden at pege på, hvem der gav den plads i Danmark, så er de ikke blot observatører. Så bliver de en del af problemet.