Spring til hovedindhold
Kristian Tørning
Menu

Byrådsmøde den 17. juni: Maratondebat om Haraldsgave, flertallet stemte nej til Dannebrog i byrådssalen, men saftevandet til de ældre rykkede sig

Der var 2,5 timers spørgetid om Haraldsgave. DF foreslog synligt Dannebrog i byrådssalen, saftevand til de ældre og Dannebrog blev stemt ned, saftevandssagen gav resultat.

Af Kristian Tørning · Opdateret


Kristian Tørning på talerstolen i byrådssalen under forslaget om synligt Dannebrog
Indhold

Ved byrådsmødet den 17. juni havde Dansk Folkeparti tre forslag og to spørgsmål på dagsordenen. Det blev et møde, der siger meget om prioriteringerne i Gladsaxe Byråd.

Haraldsgave fyldte mest: to en halv times spørgsmål fra borgerne #

Aftenens største emne stod slet ikke på dagsordenen som forslag. Det var spørgetiden om Haraldsgave, den historiske ejendom ved Bagsværd Sø, hvor Bagsværd Kostskole og Gymnasium er på vej ud. Skolen har sammen med ejendomsudvikleren SquareMeter fremlagt et projektforslag om 44 rækkehuse på grunden og 10 lejligheder i de eksisterende bygninger, og det har fået naboerne til at reagere med underskriftindsamling og kritiske spørgsmål.

I to en halv time spurgte borgere fra Slotsparken, Skovdammen og resten af kvarteret til højtstående grundvand, regnvand, spildevand, klimasikring, fortætning og habilitet. GladsaxeNetNyt har rammende døbt spørgetiden “verdens længste halve time” , for den halve time, spørgetiden normalt varer, blev til flere timer.

Jeg supplerede undervejs i debatten, for sagen minder om et mønster, vi kender: Store beslutninger om et boligområde må ikke køres igennem hen over hovedet på de borgere, der bor der. Borgmesteren lovede en proces og en plan for Haraldsgaves fremtid. Den følger vi tæt. Se hele spørgetiden om Haraldsgave .

Flertallet stemte nej til Dannebrog i byrådssalen #

Vi foreslog, at Dannebrog skal være synligt i byrådssalen. Dannebrog er et samlende symbol for folkestyret, og beslutningerne i salen træffes i Danmark, efter dansk lov, af danske folkevalgte. Gladsaxe engagerer sig gerne internationalt og bakker op om FN’s verdensmål. Så bør fundamentet også være tydeligt. Du kan se mit oplæg til debatten her:

Kun Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti stemte for. 21 medlemmer fra Socialdemokratiet, Venstre, SF, Enhedslisten, Radikale og Lokallisten stemte imod. Konservative prøvede et kompromis med flagstandere til både Dannebrog og EU-flaget, det stemte vi for, men det blev alligevel stemt ned. Der er altså ikke flertal i Gladsaxe Byråd for at have det danske flag i den sal, hvor de danske folkevalgte mødes. Se hele debatten om Dannebrog, hvor Enhedslisten er meget perfide .

Afstemningstavle: forslaget om synligt Dannebrog forkastet med 4 stemmer for og 21 imod
Afstemningen om synligt Dannebrog i byrådssalen: forkastet med 21 stemmer imod og 4 for.

Saftevand til de ældre: Vi forsøgte at skaffe tre måneders sikker saft #

Linda Gade foreslog, at beboere på kommunens plejehjem igen skal tilbydes saftevand i sommermånederne. Saftevand er blevet afskaffet med den begrundelse, at det “mætter for meget”. Men mange ældre har svært ved at få væske nok om sommeren, og et glas saftevand handler også om genkendelighed og livskvalitet.

Byrådet besluttede i enighed, at Omsorgs- og Sundhedsudvalget skal tage spørgsmålet om drikkevarer med i undersøgelsen af beboernes tilfredshed med maden. Det er ikke det samme som saftevand i glasset fra i sommer, men det er et skridt: Nu skal kommunen faktisk spørge de ældre, hvad de vil have at drikke. Se behandlingen af saftevandsforslaget .

CO2-barometer: Hvad koster et ton CO2, og virker det? #

Vi valgte at udskyde vores foreslag om et offentligt tilgængeligt CO2-barometer, der for kommunens væsentligste klimatiltag viser, hvad kommunen betaler pr. sparet ton CO2, om effekten er målt, beregnet eller skønnet, og hvilken beregnet betydning tiltaget har for den globale temperatur. Når kommunen bruger borgernes penge på klimatiltag, skal byrådet kunne se, hvad der virker, ikke kun de grønne overskrifter. Vi udskød, fordi spørgetiden blev så lang. Punktet kommer på til mødet i August.

Handicapparkering: Pladserne skal være til dem, der har behovet #

Sammen med Liberal Alliance spurgte vi desuden til kommunens kontrol med handicapparkeringskort efter henvendelse fra en borger, der oplever misbrug af ordningen. Pladserne skal være til rådighed for borgere med et reelt behov, og borgere med handicap skal ikke mistænkeliggøres på grund af andres misbrug. Se behandlingen af spørgsmålet .

Hele dagsordenen og referatet kan læses på dagsordener.gladsaxe.dk , og hele mødet kan ses på gladsaxe.kommune-tv.dk/watch/11593 .

Billeder #

Billederne er beskyttet af ophavsret.

Jeg var selv med, da borgerne den 9. juni fik en rundvisning på Haraldsgave. Fremmødet taler sit eget sprog:

Stor forsamling af borgere i gårdspladsen foran Haraldsgaves hovedbygning
Rundvisningen på Haraldsgave den 9. juni samlede et stort fremmøde i gårdspladsen foran hovedbygningen.
Taler med mikrofon foran Haraldsgaves sorte hoveddør
Der blev orienteret om ejendommen og planerne for området. Nicolai Irminger Axholm holder mikrofonen.
Taleren svarer på spørgsmål foran hovedbygningens facade
Spørgelysten var stor allerede ved hovedbygningen. Spørgelysten var stor og Nicolai Irminger Axholm kom på overarbejde.
Lar Abel stiller spørgsmål i mikrofon blandt de fremmødte
Fhv. medlem af Gladsaxe Byråd, Lars Abel, stiller spørgsmål ved rundvisningen.
Deltagere samlet om plancher med kort og skitser af projektforslaget
Projektforslagets plancher med kort og skitser blev gennemgået i det grønne.
Meget stor forsamling af borgere på plænen ved Haraldsgave
Interessen for Haraldsgaves fremtid er til at tage og føle på.
Forsamling i gårdrummet mellem hovedbygningen og bindingsværkslængerne
Forsamlingen i gårdrummet mellem hovedbygningen og bindingsværkslængerne.
Borgere samlet i en stor kreds på den grønne eng ved Haraldsgave
Den grønne eng ved Haraldsgave, som naboerne ønsker bevaret.

Læs også

Flere nyheder

Hold dig opdateret

Få nyt fra Gladsaxe direkte i indbakken

Politiske analyser, opdateringer fra Gladsaxe Byråd og kommentarer til de lokale sager, der fortjener mere opmærksomhed.

Bor du i Gladsaxe Kommune?

Nogle af de mails, jeg sender, er kun relevante for borgere i Gladsaxe.

Tilmeldingen bruger double opt-in. Dit navn, din e-mail og dit svar om Gladsaxe behandles som beskrevet i databeskyttelsespolitikken. Nyhedsbrevet kan afsløre politisk interesse; samtykket ovenfor er derfor udtrykkeligt.